Om du har et enkelt bistade eller syv eller 70, så er det sted hvor du placerer dem en bigård. Og det sted, skal ikke bare være et tilfældigt sted. For at vælge det mest optimale sted, er der en række hensyn at tage:
For biernes skyld:
- Flyvningssprækken skal være mod syd, så morgensolen kan varme bistadet op og bierne kan komme i gang med dagen fra morgenstunden af.
- Der skal være sol, men også gerne eftermiddagsskygge, således at stadet ikke bliver overophedet på de varme dage.
- Der skal gerne være læ, da pigerne ikke bryder sig om træk.
- Undgå grene ind over stadet.
- Adgang til vand.
For vores skyld:
- Der skal være gode adgangsmuligheder. Honninghøst kan kræve tunge løft, så derfor er det en god ide at kunne komme nemt til og fra.
- Stadet skal stå i vatter. Udelukkende på grund af praktiske årsager, hvis man fodrer med flydende foder.
- Ude af syne for sarte sjæle.

Den 100% perfekte verden er jo ikke helt en realitet. Så, at kunne opfylde alle 8 hensyn er måske ikke muligt – det er helt okay! Det absolutte vigtigste, når du skal finde et sted til din bigård, er at udflyvningssprækken vender mod syd, og at der er sol. Alternativt kan du vende udflyvningssprækken mod øst, så der er fuld morgensol, hvis du er nød til at placere dine bistader et skyggefyldt sted. Resten af dem kan du sagtens korrigere for:
Adgang til vand kan løses ved at sætte et fuglebad frem i solen, med små sten og sphagnum i (bierne skal have noget at lande på og kan godt lide surt vand). For at undgå træk, kan du sættet et læhegn op, som bryder vinden og grene over bistadet er ikke et problem så længe de bliver hængende på træerne. Skulle de falde ned i en af efterårsstormene, vil det skabe en hel del uro.

Hvordan du definerer ’sarte sjæle’ er op til dig. Hjemme hos mig, var familien ikke super begejstret for ideen om bier. Derfor var det et strengt krav, at de ikke skulle bo i den del af haven, hvor vi er til daglig. Faktisk var det bedst, hvis de slet ikke kunne se dem, så derfor har bierne fået plads bagerst i haven, halvt ude på marken.
Derudover findes ikke nogen regler for hvem og hvor man må have bistader, som der på samme måde gør for folk der holder høns (dog skal det nævnes at nogle kolonihaveforeninger, kan have regler om biavl). Din nabo i parcelhuskvarteret kan altså ikke nedlægge veto mod din nye hobby. Men måske du ikke behøver at stille dine bistader, så biernes flyveretning er direkte mod din nabos udendørs kaffebord eller sandkasse. Det er helt klart værd at huske, at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Stil bierne udenfor for din naboens synsfelt, lad vær med at sige noget og forær hende et glas nyhøstet honning ved førstkommende lejlighed.
Det sidste du skal være opmærksom på i forbindelse med din bigård er markering. Hvis din bigård ikke står på din ejendom, skal det tydeligt markeres at den er din med dit navn og adresse.


