Da jeg fik den fikse ide at jeg ville have bier, kendte jeg ingen som var biavler. Absolut ingen. Derudover var min viden om biavl også forsvindende lille. Men alle kan holde bier! Der er ikke noget, som er så komplekst, at det ikke kan læres. Hvis bare man har en time om ugen, så er man rigtigt godt i gang. Dog vil du måske hurtigt indse, at når du bliver stukket af en lille bi og vil vide endnu mere, kræver biavl lidt mere tid.
Så hvor starter man? Og hvad er man nødt til at have styr på inden der flytter en bifamilie ind?
Jeg har opdelt det i 4 trin: Viden, Udstyr, Indretning af bi-gården og Køb af bierne. Første ting at få styr på, er hvordan man vil tilegne sig viden:
Overordnet er der 3 muligheder for at tilegne sig viden om biavl: Biskole, bøger og nettet. Derudover kan selvfølgelig også finde sig en mentor, men så er vi igen tilbage ved at man skal kende nogen eller vide hvor man skal søge. Dog er biavler ofte meget stolte af deres bier, og viser glad og gerne deres bigårde frem. Så udeluk ikke mentor-muligheden med det samme – du kan løbe ind i en lokal biavler i forskellige facebookgrupper.
Da jeg selv var lidt hurtig til at stoppe med biskolen, måtte jeg finde en anden vej. Det blev dels bøger, dels udenlandske blogs og rigtigt mange youtube videoer!
Bi-skole:
Den klassiske måde at lære om biavl på. Det er for mange nærmest utænkeligt, at man kan være biavler uden at have været på bi-kursus først. Hvert år i februar/marts reklamere alle foreninger med bi-kurser, som typisk starter marts/april.
Vælger du at tage på biskole, så sørg for at du får noget praktisk erfaring med derfra. Hvis det kun er de kyndige som demonstrerer hvordan man gør, kan du ligeså godt se et par videoer på nettet.
Bøger:
Jeg har læst en hel del bøger og lidt her og der i mange forskellige bøger. Mine tre favoritter på dansk er:
- Biavl – bier, blomster og honning af Benny Gade & Rolf Theuerkauf
Dette er den store grundige nybegynder guide. Den indeholder lidt af det hele, som man har brug for, for at komme igang uden at det bliver alt for nørdet og detaljefikseret. Og så er der en god flok opskrifter til sidst.
- Den nye biavler af Eigil Holm
Eigil Holm er ’the grand old man’ i dansk biavl og har udgivet flere bøger om bier. Men denne her er en ganske hurtig, letlæst guide med helt basal information om f.eks. hvordan en røgpuster fungerer og hvordan biernes organer i store træk virker.
- Biavl i praksis af Ditlev Bluhme
En ganske kort bog med meget konkrete eksempler og regnestykker om praktisk viden, som giver et godt overblik.
Personligt låner jeg selv altid bøgerne på biblioteket, og jeg har endnu ikke oplevet at der var kø 😉
Youtube/blogs:
Det man skal være opmærksom på ved at læse udenlandske blogs, er andre lande kan have sygdomme, et andet klima, andre typer blomster eller en anden håndtering af honning end i Danmark. Men biernes opførsel er den samme verden over, så derfor kan man sagtens søge efter gode råd udenfor landegrænsen.
Der findes danske youtubere, men jeg foretrækker klart de amerikanske fordi de bare er meget mere afslappede på video, og taler lidt mere lige ud af posen uden at det skal være planlagt og opstillet på forhånd. De er ikke bange for at vise en beskidt klump bivoks eller døde bier. De er skrupskøre og så kan de finde på lidt af hvert.
Mig bekendt er der ikke andre blogs på dansk som udelukkende handler om biavl (hvis jeg tager fejl, så del den lige i kommentaren!). Så med andre ord: Google på engelsk. Du kan sagtens prøve at starte på dansk, men hvis det ikke giver pote, så prøv på engelsk.



Tak for dine gode tips. ❤️ 😊 🐝
Du er velkommen Marianne 🙂