Guide: Sådan vasker du voks

Uanset om du har høstet honning med en honningslynge eller kun taget et par tavler på køkkenbordet, så vil du stå med en portion voksrester fyldt med honning – som du ikke må sætte dine bier til at gøre rent. Så hvad gør man så istedet? Og hvordan får du omdannet voksresterne til voksoste?

Step 1: Få skilt voks fra honning:
  • Kom hele voksmassen med honningrester op i en gryde. Varm det langsomt op til voksen smelter. Nu vil voksen lægge sig i et lag oven på honningen.
  • Lad det hele køle af til voksen er størknet – alt efter mængde tager det et par timer.
  • Den størknede voks er nu fast og lige til at tage op af gryden. Den honning som er i gryden er ikke længere “honning”, men “kogt honning” og må ikke sælges som honning. Hæld den istedet på glas, og brug det evt. til en cocktail.
Step 2: Vask bivoksen ren:

Har du noget gemt noget overskydende voks, kan du tilføje det nu. Du vil være nød til at gentage følgende trin flere gange afhængigt af hvor mange urenheder der er i din voks:

  • Kom al voksen i en gryde sammen med ca. 1/2 l vand – alt efter hvor stor en portion bivoks du skal vaske.
  • Varm det langsomt op til voksen er flydende.
  • Lad massen køle af indtil voksen er størknet. Bivoksen vil lægge sig øverst, vandet nederst og urenhederne vil forsøge at klæbe sig til voksen.
  • Løft nu voksen op og skrab så meget af urenhederne som muligt af. Jeg plejer at bruge en gammel spiseske.
Step 3: Støb bivoksosten:

Når du mener at din bivoks er helt ren og du ikke kan se flere urenheder, er du klar til at støbe den i den endelig facon (faconen er ikke mere endelig end du altid kan støbe den om):

  • Kom den rene bivoks op i en gryde sammen med en lille sjat vand, så voksen ikke sætter sig på bunden.
  • Varm det langsomt op til voksen er flydende.
  • Hæld den varme masse over i den beholder som du vil støbe dine bivoksoste i. Jeg bruger typisk en græsk yoghurt spand, men du kan bruge hvad som helst, som kan tåle varmen – bare husk du skal kunne få det ud igen.
  • Køl det meget langsomt ned.
  • Når bivoksen er kold, kan du lirke den ud af beholderen. Der kan være dannet sig et tyndt lag i bund som er lidt porøs og fyldt med små vand bobler. Min erfaring er at det er bedst at skrabe det af.
  • Tillykke! Du har nu vasket og støbt en bivoksost.

Når du støber dine bivoksoste vil du hellere støbe en mindre og mere tyk ost end en tynd stor plade. En større tynd plade vil køle hurtigere af og få en større porøs flade end en lille og tyk blok vil. Men derudover vil den resterende bivoks være den samme.

Det hedder en bivoksost fordi støbte blokke af bivoks på afstand ligner en ost. Det er en nem måde at opbevare dit bivoks på, inden du kan bruge det til andre formål. Nogle bibutikker kan også støbe dit blokvoks om til vokstavler for en fast pris per kilo – så du ikke skal ud og købe nye kunsttavler.

6 Replies to “Guide: Sådan vasker du voks”

  1. Den honning der kommer til overs efter voksen er smeltet fra, kan den bruges siden du skriver at den skal hældes på glas? Eller skal det bare kasseres?

    Hilsen en nybegynder 😉

    1. Hvor er det fedt du spørger! Den honning som er til overs, behøver du absolut ikke at kassere. Men idet, at honningen har været varmet op, dræber varmen nogle af enzymerne – de gode/lindrende/helende egenskaber der er ved honning. Derfor skelner man mellem ‘honning’ og ‘kogt honning’. Det mest omtalte at bruge kogt honning til er mjød, dog bruger jeg det selv mest til at bage eller cocktails: http://www.frkbiting.dk/cocktail-bees-knees/ 🙂

  2. Kirsten siger: Svar

    Lige et spørgsmål fra én der måske har ødelagt den store suppegryde nu 😉

    Når jeg er færdig med voksen – hvordan søren rengør jeg så gryden bagefter? Al mit andet materiel vasker jeg i koldt vand, for at undgå at voksen sætter sig fast… Dét er jo ikke en mulighed her.

    1. Uh det lyder ikke godt, Kirsten!

      Jeg ville mens gryden er varm (det er jo lidt sent nu, men måske det er muligt at varme den op igen med noget vand?) tørre gryden af med køkkenrulle , for at få de sidste rester af kanterne og bunden. Hvis det ikke er nok, skulle man kunne bruge (oliven)olie til at opløse bivoksen med, når den er kold. Jeg har kun selv forsøgt mig med det en enkelt gang, og husker det som om, det krævede lidt knofedt udover olien – men måske det virker for dig? 🙂

  3. Hvor og hvordan opbevares bivoksosten til den skal bruges til andet formål?
    Gerne så voksmøl, mug etc. undgåes.

    1. Hej Lars,

      Jeg har ikke rigtigt haft udforinger med at opbevare mine bivoksoste (eller kunsttavler). Jeg har dem indenfor på en hylde nederst i vores spisekammer eller også i bryggerset, hvor der er lidt køligt ift resten af huset. Voksmøl er vidst mest vilde med urenhederne i/på tavlerne, så de spiser ikke rent bivoks 🙂

Skriv et svar