Lige om lidt, som i, om et par dage går ‘the season’ i gang. Altså, festsæsonen. Den tid på året hvor mange biavlere går rundt med julelys i øjnene, fordi de skal i gang med honninghøsten. Og tommelfingerreglen siger Grundlovsdag d. 5. juni er dagen for årets første høst.
Den absolut mest udbredte metode til at høste honning er med en honningslynge. Men hvad gør du hvis ikke du har en honningslynge eller overskud til lige at gå ud og købe en?
Så er der er ikke andet for en den gammeldags køkkenbordsmetode. Dog er det ikke verdens mest effektive metode og nogen ville måske også synes at det er lettere tidskrævende, så det er måske ikke strategien du skal satse på hvis du har mere end 3 stader. Men det kan sagtens lade sige gøre!

Ting du skal bruge:
- Skrællebakke/bradepande
- Skrællegaffel/kokkekniv
- Dejfad
- Palletkniv
- Stor skål(e)
- Si
- Gryde
- Suppeøse el. lign.
Sådan gør du:
- Læg tavlen op i en bradepande og skær det forseglede lag voks af. Du kan enten gøre det med en skrællegaffel eller gøre det forsigtigt med en kokkekniv.
- Tag tavlen op i et dejfad og skrab voks og honning ned i fadet. Jeg skrabte kun de udbygget celler af med en palletkniv, så kunstentavlen ikke kom med ned i honningen, da det ville være unødvendig voks at skulle si fra senere. Det kræver lige lidt øvelse, at kunne skrabe honningen af uden at lave huller i kunsttavlen, men skulle det ske, kan bierne sagtens reparere dem igen.
- Hæld hele massen gemmen en si, så du får skildt honning fra voks. Det kan tage en time eller to før al honningen er løbet af, og du er måske også nødt til at vende lidt rundt i det med en ske. Det er ikke muligt at få al honningen til at løbe af voksen. Noget af honningen vil blive til ‘kogt honning’.

Du skal nu have en skål med honning, en gryde med voks + honningrester og de tomme kunsttavler:
- Skålen med honning skal stå et døgn, så de sidste urenheder kan stige op og skummes af dagen efter. Du afskummer honningen ved at lægge et stykke madpapir/bagepapir på overfalden af honningen og derefter trække det af igen. Der vil dog ryge lidt honning med i købt. Herefter kan du begynde at røre honningen eller hælde den flydende honning på glas.
- Gryden med voks indeholder også honningrester. Når man varmer massen langsomt op, til voksen er flydende, vil voksen lægge sig øverst og honning nederst. Lad det køle af, til voksen er fast. Voksen kan nu løsnes fra kanten og tages fra til omsmeltning. Hvis der sidder lidt honning på undersiden af voksen, kan det vaske af med vand. Honning er vandopløseligt, mens bivoks kun ændrer form med varme. Den honning som har været med nede i gryden og dermed har været varmet op, må IKKE sælges som honning mere. Men som kogt honning, da opvarmning slår nogle af de gode egenskaber ihjel. Kogt honning kan evt. sælges til mjødbryggere eller du kan fejre din honninghøst med en Bees Knees cocktail.
- De tomme kunstavler (som er lidt fedtet ind i honning) kan du sætte tilbage i stadet. Bierne skal nok gøre dem rene og bygge dem ud igen. Det er hvis og kun hvis (!), du har høstet honning fra jomfrutavler at de må sættes tilbage i stadet – har der været yngel i, skal tavlerne til omsmeltning.
Hvis ikke det giver helt mening, eller du gerne vil have flere billeder på, så prøv at søge på “honey harvest without extractor” på youtube. Så kommer der flere videoer af amerikanere op, som høster honning hjemme i deres køkkener.



Hej.
HAr du flyttet gamle yngel tavler op i magasinet hvor de jo så med tiden bliver til rene honingtavler?
Og hvis du har hvordan får du honning ud af dem? Skraber du også dem?
Hej Niels,
Du skal på en eller anden måde have skiftet dine yngeltavler ud, når de bliver mørke. Selvom en af nyudklækkede biers første opgaver er, at gøre sin celle ren, bliver de aldrig rigtige rene igen. Så ja, man kan flytte yngeltavlerne op i honningmagasinet (evt. separeret af et dronningegitter, således bierne ikke forsat yngler i de tavler), og så høste honning af dem. Det er dog meget (!) vigtigt, at du holder styr hvilke tavler du flytter “op”, da de skal til omsmeltning efter en honninghøst. Se evt. http://www.frkbiting.dk/den-store-tavleguide/
Afhængigt af hvornår du flytter dine tavler op i honningmagasinet, vil der gå max 3 uger – eller 21 dage – før disse tavler er forvandlet fra yngeltavler til honningtavler. Og derefter høster jeg dem som de andre honningtavler, bare med det mén, at tavlerne ikke må komme tilbage i stadet pga. sygdomsfare.