2019 har været et katastrofe år for mig som biavler. Et af den slags år, som absolut ikke deles med for mange andre, eller noget som er værd at poste billeder af på facebook. Det har i løbet af året også fået mig til at stille spørgsmålstegn ved om den her blog er en god ide. Men. En del af historien om at være biavler, er også, at det er ikke kun mælk og honning i lange baner. Så nu deler jeg alligevel min nedtur.
Det hele startede udemærket med at mine bier var i live, da jeg oxalsyre behandlede til nytår – noget jeg ellers havde været meget bange for at de ikke ville være. Jeg ved ikke helt hvor den frygt kom fra, men det var min første vinter med bier. Dog gælder Murphys lov også herfra:
Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt.
I nogenlunde kronologisk rækkefølge forløb mit 2. år som biavler således:
- I de lune februar dage nægter jeg at åbne til mine bier. Det er for tidligt. De er ude at flyve og få “tømt tarmen”, og dermed er jeg overbevist om at alt er godt.
- Sidst i marts er vejret endelig blevet lunt igen, så jeg endelig kan få set til pigerne. Men der er ingen dronning. Og ingen yngel. Og hele stadet er overskidt.
- Dommen lyder på Nosema. Bi-diarre om man vil, som mit utrænede biavler-øje havde ikke spottet på ydersiden af stadet i februar – ikke at der ville have været så meget at gøre på det tidspunkt.
- I det tidlige forår er det endnu ikke muligt at købe dronninger. Min eneste mulighed for at få dem til at overleve er, at købe en ny familie og slå dem sammen.
- Jeg køber en ny familie i april, låner magasin og rammer til at fragte dem hjem i af den venlige biavler.
- Dog slår min tålmodighed slår ikke til efter 3 uger, hvor kalenderen skriver maj, og de stadig ikke vil kravle over på mine tavler. Jeg tager drastiske metoder i brug, og gør velvidende at det cirka er værst tænkelige: Jeg ryster dem af de gamle tavler og ned i mit stade.
- I juni arbejder bierne stadig på at genetablere den cyklus jeg har ødelagt. Da rapsen er afblomstret og der ikke er mange blomster i syne, bliver der heller ikke foreløbigt, en eneste dråbe honning til mig.
- Sidste halvdel af juli sværmer de, mens jeg er i Sverige. Da jeg kommer hjem og opdager det, breder panikken sig hurtigt, eftersom jeg igen, ingen dronning eller yngel har. Eller honning.
- Jeg er nødt til at starte August måned ud med at skrive rundt til de utålmodige honningkunder , jeg allerede har fået fra sidste år. Der bliver ikke noget honning i år, og jeg frygtelig ked af det.
- Bierne får selv lavet en ny dronning, som også når at begynde æglægningen.
- Tidligt i september indser jeg, at jeg bliver nødt til at fodre dem. Ikke just noget som vækker min begejstring. Men sådan er det , hvis de skal have en chance for at overleve vinteren.
2020 bliver min 3. sommer med bier. Selvom 2019 absolut ikke var mit år, så går jeg ind i 2020 en flok erfaringer rigere. Målene for i år er, at få 3 bifamilier og lære hvordan jeg bygger mine egne bistader. Hvad er dine mål?
