Begynderguide til Lynghonning – Det skal du vide:

For en sønderjyde som mig, hvor er ikke er noget hede i nærheden, er lynghonning lidt af et mysterie: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, når “biavlersæson” slutter i midt juli og lyngen først blomstere i august/ september? Og hvorfor er det overhovedet så specielt?

For at få svar på nogle af mine spørgsmål, har jeg snakket med Lottie Holm, som har taget biavlen op sammen med hendes svigerfar for 13 år siden, og som både har bistader hjemme i baghaven og ude på heden. Hun er sølvvinder i DM for honning ’20 med hendes hyldeblomsthonning og så deler hun ud af sit glade biavler-liv lige her.

Hvad er det som gør lynghonning speciel?

Det kan sammenlignes lidt med farin vs. hvidt sukker; lynghonning er mørkt, stærkt eller kraftigt og meget mere karamel-agtigt end den typiske danske honning. Det smager allerbedst i rå form eller i en sammenhæng hvor der gerne må være lidt fart på smagen, fx chutney – det er syndt at komme det i teen.

Hvordan gør man?

Det sværest ved lynghonning er nok at få en stade plads på heden. Det kræver forbindelser. Ligesom det ikke er tilladt, at sætte dine bistader op i skoven, er det også et no-go på andre offentlige arealer. Derfor kræver det, at man kender nogen, som har et stykke hede. Alternativt er der den dyre løsning med at købe et stykke jord/hede.

Når bierne har fået et hjem på heden – hvad så? Lyng blomster først i august/september, skal bierne så fodres ekstra i foråret?

Nej. Udover selve lyngen, så er der også meget vild fauna: Pil, tyttebær, mosebøllebær, rønnebær osv. Og det kan pigerne sagtens leve af. Så ingen grund til ekstra foder.

Derudover så skal hede-bierne selvfølgelig passes ligesom alle andre: jævnlig tilsyn, udskæring af droneyngel og varroa behandling efter høsten.

Hvordan høster man lynghonning?

Lynghonning kan ikke umiddelbart slynges ud af tavlerne, det er nemlig det, som med et flot ord kaldes tixotropisk. Det vil sige “fast” eller gele-agtigt ved stabile forhold, som når det er i tavlerne, og flydende når man rører i det. Lynghonning skal derfor presses eller “stikkes ud”. Der findes nålevalser, som er sådan en rulle med nåle på til at stikke honning ud. Men ellers virker en bord saft-/frugtpresse også fremragende til at presse honning – alt slags honning i øvrigt. Lynghonning sætter sig ikke ret meget, så man plejer at sige, det skal podes. Og derfra rører man så – og det er jo lidt af en kunst og en mavefornemmelse at afgøre, hvornår den er nok.

Uanset hvilken metode man vælger til at høste lynghonningen med, så bliver tavlerne ødelagt og kan ikke genbruges. Det er ulempen.

Nogen must-haves?

Nålevalsen. Det er det eneste, som er særligt for lynghonningen. Og den er jo ikke engang nødvendig, hvis man presser med en saftpresse.

Summasumarum er lynghonning ikke er mere besværligt end andet honning – eller i hvert så besværlig som jeg troede (fra mine facebook-fordomme). Alle Lotties bier, både dem hjemme i baghaven og på heden får lov til at samle pollen og nektar indtil lyngen blomster af – det kan de sagtens, og så får sensommerhonningen fra baghaven også lidt mere smag. At “biavler-sæsonen” slutter i midten af juli er vist et unødvendigt sjællænder fænomen 😉

Det her var mine spørgsmål og ting jeg underede mig over – hvad er dine?